Etnologi i sundhedsforskning

Etnologi i sundhedsforskning

Etnologi i sundhedsforskning – levende kulturanalysers bidrag til folkesundheden

Astrid Pernille Jespersen er hardcore kvalitativ forsker. Hvordan kan etnologiske kulturanalyser og kvalitativ forskning bidrage til folkesundheden?

I forsøget på at vise, hvor bredt etnologisk forskning kan bidrage til nye erkendelser på tværs af forskningsfelter, har EtnoCentrisk talt med Astrid Pernille Jespersen. Udover at være lektor på Saxo instituttet er Astrid hardcore kvalitativ forsker og leder af Center for Humanistisk Sundhedsforskning(CoRe).

 

Til at starte med, hvad drejer din forskning sig primært om?

Min forskning er jo inden for det meget brede felt, der hedder humanistisk sundhedsforskning. Jeg forsker, med en generel formulering, i sundhed i hverdagen: Hvad betyder sygdom og sundhed for folk i deres hverdagspraksis. Det kan være i mødet med sundhedsvæsenet, det kan være strategier for at håndtere forskellige typer af sundheds- og sygdomsudfordringer, og det kan være aldringsprocesser i et livsforløbsperspektiv. Grunden til at vi har samlet en række forskningsaktiviteter, inklusive mine egne, i et center er, at vi på et tidspunkt fik temmelig mange eksternt finansierede forskningsprojekter hjem. Et projekthavde primært fokus på livsstil, fedme, overvægt og fysisk aktivitet, som jeg har arbejdet med i en del år. Samtidig fik jeg også et andet projekt hjem, som er et tværvidenskabelig projekt om aldringsrelaterede problematikker. Derudover har vi fået os konsolideret på aldringsforskningsområdet med en fornnyet bevilling på Center for sund aldring. Så man kan sige at et vigtigt element i min forskning er det tværvidenskabelige, og jeg, eller rettere vi, arbejder rigtig meget på tværs af mange forskellige discipliner. Det vil sige at vi arbejder med at få det etnologiske ind og samarbejde med andre typer fagområder.
Så vi har ret mange projekter i gang.
Jeg bliver hele tiden nødt til at sige VI, fordi jeg laver rigtig meget kollektiv forskning. Nu sidder jeg jo også som leder i hovedparten af vores nuværende forskningsprojekter, og derfor laver jeg temmelig meget ledelsesadministrativt arbejde. Så det der med at have mit eget forskningsprojekt, hvor jeg er ude i felten i lang tid, det har jeg desværre ikke tid til i øjeblikket. Jeg agerer meget mere, både forskningstrategisk og som projektansvarlig, og en stor del af mit arbejde går med den type af opgaver, der følger med det.

Meget af mit forskningsvirke har i de senere år været centreret omkring det, at etablere en kollektiv strategisk satsning for at få etnologien til at deltage i forskellige aspekter af sundhedsforskning. Det gør jeg på baggrund af, at siden jeg skrev min Ph.d, har arbejdet indenfor det humansitiske sundhedsvidenskabelige felt. Jeg startede med at studere almen praksis, men bevægede mig ret hurtigt over i nogle samarbejdsprojekter med en læge fra institut for biomedicin. . Vores projekter handler om livsstilsomlægning og implementering af fysisk aktivitet i hverdagen set i relation til de aktuelle inaktivitets- og fedmeproblematikker. Det har så sidenhen udviklet sig til, at jeg står som en ankerperson for en række af de projekter på etnologi og på instituttet, som opererer indenfor sundhedsforskningsområdet. Det er en lidt omfattende projekt-portefølje, og vi er mange forskere i centeret. Der, hvor vi er nu (interviewet foregik i CoRe’s lokaler i bygning 12 på 2. sal RED.), det er i centeret, så de første kontorer hernede ad gangen, og kontorerne i hele det her område, det huser altså forskerne i CoRe.
På baggrund af de igangværende spareøvelser, så har hele fakultetet jo været gennem en fortætningsøvelse, hvor vi blev bedt om at flytte væk fra vores område i bygning 23, og så fortætte os herovre. Det fungerer rigtig udemærket, men der sidder ni forskere og deler et storrumskontor. Forskning og storrumskontor, er på en eller anden måde ikke en super kompatibel størrelse. Men det går forbløffende godt synes jeg.

 

Nu vi er ved spareøvelser, Københavns Universitetet har gennemgået en markant sparerunde. Hvad det har betydet for din forskning? Har du oplevet at din forskning er blevet påvirket af det?

Nej ikke min forskning. Mit arbejdsliv og min fornemmelse af og syn på, hvad det er for en institution jeg virker i har derimod ændret sig radikalt indenfor de senere år. Universitetet som arbejdsplads har ændret sig, og jeg synes, vi i øjeblikket rammes af tiltag, som både virker kortsigtede og brutale. I forhold til min forskning, så er det sådan at jeg i det her center er den eneste som er på en fast bevilling. Alle andre er eksternt finansieret og projektansatte. Det betyder at vi agerer i en måde at virke forskningsmæssigt på, hvor vi hele tiden er ude og søge penge. Det er den virkelighed, som rammer humaniora og resten af universitetet i øjeblikket. En virkelighed, hvor basisbevillingerne bliver skåret ned og rigtig mange midler bliver flyttet over i strategisk forskning og i aktiviteter der skal være ud af huset. Men der tror jeg faktisk at vi i centeret har været en lille smule på forkant med den udvikling, fordi det har været hele præmissen for at vi er her, da vi har haft eksternt finansieret projekter. Det er stressende og opslidende hele tiden at skulle jagte den næste bevilling, hele tiden at skulle være projektorienteret frem for at have en kontinuitet. For mit eget personlige vedkommende, så har jeg kontinuiteten i min stilling, men jeg sidder jo som leder for en række meget kompetente forskere, som lever i en virkelighed, hvor de går fra kontrakt til kontrakt, fra projekt til projekt. At vi skal hente flere penge ind til forskning udefra, kommer vi ikke udenom, men den virkelighed – eller arbejdsplads – man i øjeblikket tilbyder de eksternt finansierede er slet ikke gearet til denne udvikling. Der tror jeg, at man simpelthen skal tænke anderledes på humaniora, hvis en større tiltrækning af eksterne forskningsmidler skal være virkeligheden fremadrettet.

 

Men bliver indholdet af din forskning ikke påvirket af at du skal ansøge for at finde midlerne til den?

Det påvirker ikke min forskning indholdsmæssigt. Præmissen i det danske funding-landskab er, at der er et armslængde-princip. Der er metode- og forskningsfrihed i Danmark, så ingen blander sig i, hvordan jeg laver min forskning. Det er klart, at jeg selvfølgelig tilrettelægger ansøgningerne strategisk. Vi bliver nødt til at gå efter projekter, hvor vi tror på at der er en mulighed for at få nogle penge…
Nu er det imidlertid sådan at der er under 10% succesrate på ansøgninger. Så 90% af det vi sender afsted kan vi ikke regne med at få bevilliget. Derfor kan jeg ikke sidde og tænke “nu jeg enormt påvirket af en eller anden strømning eller sådan noget”. Fordi der er simpelthen så heftig en konkurrence.

Når man er ude i det her med at søge midler, så bliver man nødt til at være rigtig god til at stille nogle gode, skarpe spørgsmål, som virker relevante og interessante for andre end en selv. Det kan simpelthen ikke være skidt! Det kan simpelthen ikke være skidt at man producerer forskningsspørgsmål, hvor andre siger “Det er sgu da fedt! Det vil vi gerne støtte”. Men helt klart, der er jo ingen som skal blande sig i hvordan jeg tilrettelægger min forskning, hverken empirisk, metodisk eller teoretisk. Det er jo os der er eksperter i at vurdere hvad det er for spørgsmål, som vi synes er relevante at stille fra vores faglighed. Men vi bevæger os jo også hele tiden i et heterogent landskab af rigtig mange andre fagligheder. Jeg møder jo hele tiden det, at jeg bliver nødt til at omsætte min etnologiske faglighed i termer og måder at tale på, som andre fagligheder og perspektiver kan koble sig på.
Der er jo forskel på at sidde med sin gode kollega på etnologi og jamme på noget fagligt, og så stå sammen med nogle mikrobiologer, og få dem til at blive overbevist om, at hele det kulturelle område er helt vildt vigtigt at medtænke, når de interesserer sig for fx hvordan forskellige livsstile influerer sammensætningen af tarmbakterier.
Jeg synes på ingen måde at det er en trussel for min faglighed, snarere tænker jeg at det er en skærpelse af min faglighed, fordi jeg hele tiden er ude og fortælle, hvorfor etnologi er så vigtigt. Hvad det er for et bidrag vi kommer med, og hvad det er for et perspektiv, de andre faktisk mangler. De kigge i vores retning i forhold til at få svar, på nogle spørgsmål som vi er enige om er relevante.

 

Men hvordan er det givende for etnologers faglige identiet?

Jeg tror det er forskelligt alt efter personlighed. Jeg synes jeg bliver virkelig skarp etnologisk, når jeg træder ud i de her måske lidt pudsige samarbejdsrelationer. Det driver mig også, fordi jeg jo synes det er noget af det, som har potentiale til at udvikle mit fag – detat vi hele tiden prøver grænserne af.
Derfor eksperimenterer jeg selvfølgelig også nogle gange, og en gang imellem går man galt i byen og tænker “ups, sådan skulle jeg ikke have sagt det”, men det er jo en måde at finde ud af, hvor styrkerne ligger henne og hvor vi virkelig kan sætte ind og sige “Hey! Det her med det etnologiske er faktisk sindssygt vigtigt”. Jeg oplever faktisk at der er en kæmpe efterspørgsel på det etnologiske ude i verden rundt om os. Både blandt andre fagdiscipliner, men også blandt dem, man med et moderne ord kalder stakeholders.

 

Mener du at etnologi har behov for at forsvare sin eksistensberettigelse som videnskab?

Nej, det synes jeg overhovedet ikke. Det er snarere den der kedelige humaniora-bashing, som etnologi desværre også bliver ramt af. Men jeg synes måske også at det handler lidt om at man kan gå til den bashing på flere måder. En måde er jo at vise i sin gerning at de tager fejl. Selvfølgelig er det i den aktuelle debat enormt vigtigt, at der er nogle dygtige folk, der går ind i diskussionerne og fortæller hvorfor, det er helt galt at omtale humaniora på den måde. Men i høj grad handler det jo også om som humanist at være synlig i forskellige typer af relationer, og hvor det bliver meget tydeligt, at det værdien eller udbyttet ikke ville være så stærkt og godt, hvis det humanistiske eller etnologiske ikke bidrog. Det mener jeg faktisk at vi er ret dygtige til på etnologi. Jeg mener faktisk at etnologi er et rigtig godt fag til at vise, hvor nyttigt og vigtigt det humanistiske er. Jeg synes også at mine kolleger på etnologi er sindssygt skarpe til at gøre det. Det synes jeg er en absolut styrke i den aktuelle etnologi. På den måde at jeg ikke er bekymret for faget etnologi overhovedet. Jeg er meget bekymret for universitetet og hvad der skal ske de næste år. Vi står i en meget svær situation og der kommer til at blive taget nogle voldsomme beslutninger, som også kommer til at ramme etnologi. Men i forhold til hvad vi som etnologer kan, er jeg overhovedet ikke bekymret.

 

Tror du at etnologi i fremtiden i højere grad vil dreje sig om det anvendte aspekt af faget?

Der kan jo være en tendens til at opfatte den type videnskab der bliver produceret på humaniora, eller en stor del af den videnskab der bliver produceret på humaniora som værende i det anvendelsesorienterede. Det er en misforståelse. Der er det vigtigt, at vi er stærke og formulerer både vores teoretiske og analytiske bidrag, og viser hvad det er vores metoder kan. Vi må gå lidt mere hårdt ind i hvad det kvalitative er for en størrelse. Nogle gange oplever jeg at jeg begynder at formulerer mig på særlige måder, når jeg skal fortælle om min faglighed. Eksempelvis er jeg begyndt at kalde mig selv “Hardcore kvalitativ forsker”. Jeg insisterer på det kvalitative, og at det er det jeg bidrager med. Jeg producerer denne type af viden og det er ofte “Hardcore”. Det slår jo hårdt, når man kommer med sine konkrete empiriske eksempler og sine kvalitative analyser. Når man står og viser en kulturanalyse der, kan man sige, lever, så sidder publikum tit, og bliver ramt af det, og så sidder jeg med den der “Hvordan kan vi omsætte det at de bliver ramt på denne måde af det kvalitative til noget, der får lige så meget vægt som en viden jeg kan sætte to streger under”. Det er jo der vi hele tiden leder efter måder at vise det centrale, det tunge og det nødvendige i den type viden vi producerer. Det er jo sådan en helt generel kamp eller orientering som humaniora står i, i dag. Men jeg tror, at lige så irriterende humaniora-bashing er, lige så fejlagtigt det er, lige så meget kunne det jo være en anledning til at skærpe sin retorik som humanist.

 

Simpelthen spænde hjelmen?

Ja på en eller anden måde. Det er jo ikke fordi det er nemt, men jeg synes nu også at der er en eller anden lydhørhed overfor det.
Jeg er jo rigtig meget ude og holde møder med mange forskellige private virksomheder og kommuner. Jeg har fx lige været på KL i dag og diskutere velfærdsteknologi. Det med sådan at sige “Jamen der er brug for en humanistisk, kvalitativ viden indenfor de her områder, fordi det angår den måde vi indretter vores liv på, det gode liv”. Det bliver man simpelthen nødt til at have nogle konkrete empiriske analyser af, analyser der interesserer sig for mødet mellem aktører og hvordan der skabes mening. Det kan etnologi levere, og det er der ret meget lydhørhed overfor.

 

Har du nogle gode råd til de studerende på Etnologi?

For det første, fuldstændig politisk ukorrekt og modsat alt hvad der pt. kører, så vil jeg sige “drop fokus på arbejdsmarkedet for et øjeblik. Nyd jeres fag, dyk ned i faget, prøv dets grænser af, arbejd med det, lær det at kende, udfordr det, drøft det, diskuter det, opfør jer fuldstændig hamrende studentikost med det”.
Så skal I nok i undervisningen, og i møder med alle mulige andre, nok begynde at finde jeres egne faglige ben og jeres profiler. Arbejdsmarkedet kan simpelthen ikke efterspørge stressede, firkantede, skeløjede studerende, der hele deres studietid har skullet drøfte med sig selv, hvad de vil være når de bliver store. Arbejdsmarkedet efterspørger dygtige, fagligt kompetente personer, der med deres faglighed kan indgå i nogle bestemte sammenhænge. Derfor er det, vi skal have lært jer studerende at blive fagligt kompetente, men også kunne anvende den (Faglighed red.) og omsætte den i forskellige sammenhænge. Først dér bliver arbejdsmarkedet relevant. Det er nok ikke helt politisk korrekt at sige sådan i disse tider. Men jeg mener simpelthen at man går galt i byen. Det er noget, der virkelig bekymrer mig, det pres man udsætter de studerende for. Dér synes jeg man fejler BIG TIME! I skal simpelthen have lov at være studerende. I skal virkelig have lov til at prøve jeres fag af og nyde det, udfordre det, være kritiske over for det, og tvivle. Hvornår i livet skulle man ellers gøre det? Jeg tror helt enkelt at man bliver dygtigere af det. Jeg tror simpelthen at man mister den faglige substans ved ikke at give jer mulighed for lige præcis den del af det – det man med et snart glemt ord kunne kalde fordybelse – og det bekymrer mig dybt.

 

 

EtnoLogen får ordet

EtnoCentrisk 2.0 Velkommen til EtnoCentrisk 2.0! Med tiltaget om opstarten af vores ...

Learn more
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *